Fra gadens slum til et trygt liv paa Gidan Bege

I løbet af de uger, jeg har arbejdet på Gidan Bege, er jeg blevet gode venner med flere af drengene. Især kommer jeg rigtig godt ud af det med Andrew. Han er 17 år og har boet på Gidan Bege i omkring fire. Før han kom dertil, levede han på gaden. Han var muslim og forældreløs. For at kunne overleve, blev han nødt til at stjæle mad fra markedet og han har levende beskrevet for mig, hvordan han så let som ingenting kunne få fat i de penge, som måtte være i lommen på en tilfældig forbipasserende. Når det blev mørkt og han måtte finde ly for natten, sneg han sig ind i en biograf, hvor han sov til næste morgen. Pludselig en dag mødte han Uncle Dan fra Gidan Bege. Han fortalte ham om kristendommen og om hjemmet for gadedrengene. Efter nogle uger, tilbød han ham en plads dér. Efter lang tids tøven accepterede han tilbuddet, men fortrød dog og vendte tilbage til livet på gaden. Atter engang fik han tilbuddet om en plads på Gidan Bege og Andrew besluttede sig for at give det endnu en chance. Siden da har han boet sammen med de andre drenge og har levet et liv, som han sætter stor pris på. Han fortryder meget af sin fortid, men eftersom han er blevet bekendt med kristendommen, har han en tro og en tillid til, at han kan lægge, hvad han tidligere har gjort bag sig. Hver gang Maja J og jeg kommer til Gidan Bege, skynder han sig hen til mig og siger storsmilende: ”Hej, Maja! Hvordaaan haar tu dæ? Har du sovet gåt?”. Efter undervisningen vil han altid snakke om forskellene mellem Nigeria og Danmark, om hvor glad han er for, at vi kommer og bruger noget af vores tid på dem og om, hvor glad han er for at være på Gidan Bege. Hans største ønske er en dag at få penge nok til at rejse til Danmark og besøge alle, som har været Reach Out’ere - måske om 10 år, men han ved, at chancen er meget lille.

Hver onsdag eftermiddag er vi ude på Medical Out Reach. De sidste par uger har vi været ude i et muslimsk slumkvarter, hvor vi har leget med børnene, mens en sygeplejerske delte medicin ud. I går var vi på et nyt projekt - sammen med nogle nigerianere kørte vi ud til det sted, hvor Andrew holdt til, før han kom på Gidan Bege. Atter en gang måtte jeg tage mig selv i at tænke, at det her liv ikke kunne være virkeligt. Skrald over det hele, fluer sværmende omkring de skåle af ris, som stod hist og her, flade batterier, børn med bare numser og fødder, spedalske, småbørn som fik tæsk og der var massevis af både unge som ældre, som var totalt skæve og berusede i et eller andet mystisk, som de har brygget på majs. Vi fik udleveret nogle flyers om AA og kirkerne i Jos, som vi skulle udlevere til de mange mennesker, som vi kom forbi. På et tidspunkt trådte jeg ind i et lille skur sammen med en af de nigerianere, vi fulgtes med. Der sad omkring 4-5 unge mænd, som stank langt væk af sprut og som blev noget så ivrige, da de så mig: ”I love you!”, råbte den ene, mens den anden tog min hånd og lavede trutmund og sagde: ”Please! I want to marry you!” - Jeg kunne først komme derfra, da jeg stak dem en løgn om, at jeg allerede var gift og desværre blev nødt til at gå!
To steder blev vi bedt om at bede for de hjemløse. Begge steder anede vi dårligt nok, hvad vi skulle stille op, men det endte altså med en kort bøn på dansk, hvorefter vi fik det ene ”Mun Gode” (tak) efter det andet, og vi så kunne gå videre med en følelse af, i det mindste at have givet dem et eller andet med på vejen.

Da vi igen sad i bussen midt i trafikkens kaos med larmende og osende biler, knallerttaxier, busser og høns, sad jeg og tænkte på, hvor heldig jeg er at bo i Danmark. Jeg nyder mit ophold her, men er glad for at tænke på, at jeg om godt 2 måneder igen kan sidde i Danmark, hvor der er trygt og godt, og hvor vi har et velfærdssystem. Tingene bliver for alvor sat i perspektiv her og jeg sætter stor pris på, at jeg kan få lov at opleve alt det, som jeg gør lige nu.
Jeg kunnen heller ikke lade være med at tænke på Andrew, som har fået nogle gode og trofaste venner og en seng at sove i hver nat. Som nævnt underviser jeg på Gidan Bege, men har vist ikke fået nævnt, at det er en form for førskole, da drengene endnu ikke er parate til at gå i en rigtig skole. Andrew er én af mine elever. Han og Christopher er nu store og dygtige nok til at begynde i den almindelige skole, så på fredag flytter de derfor til Transition House, som er en overbygning til Gidan Bege, hvor Reach Out kommer hver mandag eftermiddag. Måske det en dag kan ende med, at Andrew kan få en kone og en karriere? Jeg håber det sådan for ham!