Sidder nu i stearinlysets skær i Villa Papito og flader ud på sofaen. Det er lige blevet mørkt og fra køkkenet kan jeg fornemme duften af tuo, som aftensmaden skal bestå af i aften.
Jeg er træt og veltilpas efter en dejlig dag. Jeg har set dyr! Rigtige afrikanske dyr i Afrika! Aber, bavianer, hyæner, løver, krokodiller, skildpadder, ørne, strudse, en flodhest, elefant og en enkelt, men dog enorm; pytonslange! Vi har været i dyreparken, Wild Life Park, og hvilken oplevelse! Måske vil man ikke tro, at det at se en løve kan være noget særligt efter et par besøg i zoo derhjemme, men så er det altså lige, man skal overveje, at det her er landet, hvor de kommer fra! Dét at bevæge sig rundt i parken blandt alle dyrene i en natur, som er så smuk, stor og frodig, og hvor jorden er rød - det skal man altså lede længe efter! Temperaturen stiger hver dag til yderst hot, hot, hot, og Afrika viser sig hele tiden at udvide sig til det større og mere fantastiske.
Svedige og forventningsfulde satte vi os alle ind i bussen, for nu skulle vi afkøles - for 200 naiar (10 kr), kunne vi springe i en swimming pool og plaske rundt i vandet, alt hvad vi overhovedet havde lyst til! Sjældent har jeg nydt en svømmetur så meget, hvilket altså ikke siger så lidt, hvis man kender Maja Feilan, bare en lille smule. Rundt om os svømmede sorte mennesker og atter engang slår det os, hvor langt væk hjemmefra vi i grunden er. Ud af vores 7 nigerianer-venner, ved kun én af dem, hvordan man svømmer, så vi måtte i gang med en lille lektion, til de to som havde mod på at lære, hvordan man gør. Nøj, hvor var det bare sjovt! Smiler, når jeg tænker på, hvor mange gange Agnes har pralet af, at hun nu har overvundet sin vandskræk og rent faktisk har prøvet at svømme!
En solbadning og et regnskyl senere tog vi til vores sidste stop, før vi skulle hjem til Villaen; nemlig til Oasis Bakery, hvor vi købte is og nigerianske kager! Kan det blive bedre!? Jeg spiste i hvert fald min is med fryd. Totalt luksus-lørdag i Nigeria - mere har jeg vist ikke at sige til det J
tirsdag den 23. september 2008
torsdag den 11. september 2008
Fra gadens slum til et trygt liv paa Gidan Bege
I løbet af de uger, jeg har arbejdet på Gidan Bege, er jeg blevet gode venner med flere af drengene. Især kommer jeg rigtig godt ud af det med Andrew. Han er 17 år og har boet på Gidan Bege i omkring fire. Før han kom dertil, levede han på gaden. Han var muslim og forældreløs. For at kunne overleve, blev han nødt til at stjæle mad fra markedet og han har levende beskrevet for mig, hvordan han så let som ingenting kunne få fat i de penge, som måtte være i lommen på en tilfældig forbipasserende. Når det blev mørkt og han måtte finde ly for natten, sneg han sig ind i en biograf, hvor han sov til næste morgen. Pludselig en dag mødte han Uncle Dan fra Gidan Bege. Han fortalte ham om kristendommen og om hjemmet for gadedrengene. Efter nogle uger, tilbød han ham en plads dér. Efter lang tids tøven accepterede han tilbuddet, men fortrød dog og vendte tilbage til livet på gaden. Atter engang fik han tilbuddet om en plads på Gidan Bege og Andrew besluttede sig for at give det endnu en chance. Siden da har han boet sammen med de andre drenge og har levet et liv, som han sætter stor pris på. Han fortryder meget af sin fortid, men eftersom han er blevet bekendt med kristendommen, har han en tro og en tillid til, at han kan lægge, hvad han tidligere har gjort bag sig. Hver gang Maja J og jeg kommer til Gidan Bege, skynder han sig hen til mig og siger storsmilende: ”Hej, Maja! Hvordaaan haar tu dæ? Har du sovet gåt?”. Efter undervisningen vil han altid snakke om forskellene mellem Nigeria og Danmark, om hvor glad han er for, at vi kommer og bruger noget af vores tid på dem og om, hvor glad han er for at være på Gidan Bege. Hans største ønske er en dag at få penge nok til at rejse til Danmark og besøge alle, som har været Reach Out’ere - måske om 10 år, men han ved, at chancen er meget lille.
Hver onsdag eftermiddag er vi ude på Medical Out Reach. De sidste par uger har vi været ude i et muslimsk slumkvarter, hvor vi har leget med børnene, mens en sygeplejerske delte medicin ud. I går var vi på et nyt projekt - sammen med nogle nigerianere kørte vi ud til det sted, hvor Andrew holdt til, før han kom på Gidan Bege. Atter en gang måtte jeg tage mig selv i at tænke, at det her liv ikke kunne være virkeligt. Skrald over det hele, fluer sværmende omkring de skåle af ris, som stod hist og her, flade batterier, børn med bare numser og fødder, spedalske, småbørn som fik tæsk og der var massevis af både unge som ældre, som var totalt skæve og berusede i et eller andet mystisk, som de har brygget på majs. Vi fik udleveret nogle flyers om AA og kirkerne i Jos, som vi skulle udlevere til de mange mennesker, som vi kom forbi. På et tidspunkt trådte jeg ind i et lille skur sammen med en af de nigerianere, vi fulgtes med. Der sad omkring 4-5 unge mænd, som stank langt væk af sprut og som blev noget så ivrige, da de så mig: ”I love you!”, råbte den ene, mens den anden tog min hånd og lavede trutmund og sagde: ”Please! I want to marry you!” - Jeg kunne først komme derfra, da jeg stak dem en løgn om, at jeg allerede var gift og desværre blev nødt til at gå!
To steder blev vi bedt om at bede for de hjemløse. Begge steder anede vi dårligt nok, hvad vi skulle stille op, men det endte altså med en kort bøn på dansk, hvorefter vi fik det ene ”Mun Gode” (tak) efter det andet, og vi så kunne gå videre med en følelse af, i det mindste at have givet dem et eller andet med på vejen.
Da vi igen sad i bussen midt i trafikkens kaos med larmende og osende biler, knallerttaxier, busser og høns, sad jeg og tænkte på, hvor heldig jeg er at bo i Danmark. Jeg nyder mit ophold her, men er glad for at tænke på, at jeg om godt 2 måneder igen kan sidde i Danmark, hvor der er trygt og godt, og hvor vi har et velfærdssystem. Tingene bliver for alvor sat i perspektiv her og jeg sætter stor pris på, at jeg kan få lov at opleve alt det, som jeg gør lige nu.
Jeg kunnen heller ikke lade være med at tænke på Andrew, som har fået nogle gode og trofaste venner og en seng at sove i hver nat. Som nævnt underviser jeg på Gidan Bege, men har vist ikke fået nævnt, at det er en form for førskole, da drengene endnu ikke er parate til at gå i en rigtig skole. Andrew er én af mine elever. Han og Christopher er nu store og dygtige nok til at begynde i den almindelige skole, så på fredag flytter de derfor til Transition House, som er en overbygning til Gidan Bege, hvor Reach Out kommer hver mandag eftermiddag. Måske det en dag kan ende med, at Andrew kan få en kone og en karriere? Jeg håber det sådan for ham!
Hver onsdag eftermiddag er vi ude på Medical Out Reach. De sidste par uger har vi været ude i et muslimsk slumkvarter, hvor vi har leget med børnene, mens en sygeplejerske delte medicin ud. I går var vi på et nyt projekt - sammen med nogle nigerianere kørte vi ud til det sted, hvor Andrew holdt til, før han kom på Gidan Bege. Atter en gang måtte jeg tage mig selv i at tænke, at det her liv ikke kunne være virkeligt. Skrald over det hele, fluer sværmende omkring de skåle af ris, som stod hist og her, flade batterier, børn med bare numser og fødder, spedalske, småbørn som fik tæsk og der var massevis af både unge som ældre, som var totalt skæve og berusede i et eller andet mystisk, som de har brygget på majs. Vi fik udleveret nogle flyers om AA og kirkerne i Jos, som vi skulle udlevere til de mange mennesker, som vi kom forbi. På et tidspunkt trådte jeg ind i et lille skur sammen med en af de nigerianere, vi fulgtes med. Der sad omkring 4-5 unge mænd, som stank langt væk af sprut og som blev noget så ivrige, da de så mig: ”I love you!”, råbte den ene, mens den anden tog min hånd og lavede trutmund og sagde: ”Please! I want to marry you!” - Jeg kunne først komme derfra, da jeg stak dem en løgn om, at jeg allerede var gift og desværre blev nødt til at gå!
To steder blev vi bedt om at bede for de hjemløse. Begge steder anede vi dårligt nok, hvad vi skulle stille op, men det endte altså med en kort bøn på dansk, hvorefter vi fik det ene ”Mun Gode” (tak) efter det andet, og vi så kunne gå videre med en følelse af, i det mindste at have givet dem et eller andet med på vejen.
Da vi igen sad i bussen midt i trafikkens kaos med larmende og osende biler, knallerttaxier, busser og høns, sad jeg og tænkte på, hvor heldig jeg er at bo i Danmark. Jeg nyder mit ophold her, men er glad for at tænke på, at jeg om godt 2 måneder igen kan sidde i Danmark, hvor der er trygt og godt, og hvor vi har et velfærdssystem. Tingene bliver for alvor sat i perspektiv her og jeg sætter stor pris på, at jeg kan få lov at opleve alt det, som jeg gør lige nu.
Jeg kunnen heller ikke lade være med at tænke på Andrew, som har fået nogle gode og trofaste venner og en seng at sove i hver nat. Som nævnt underviser jeg på Gidan Bege, men har vist ikke fået nævnt, at det er en form for førskole, da drengene endnu ikke er parate til at gå i en rigtig skole. Andrew er én af mine elever. Han og Christopher er nu store og dygtige nok til at begynde i den almindelige skole, så på fredag flytter de derfor til Transition House, som er en overbygning til Gidan Bege, hvor Reach Out kommer hver mandag eftermiddag. Måske det en dag kan ende med, at Andrew kan få en kone og en karriere? Jeg håber det sådan for ham!
lørdag den 6. september 2008
Hermed mit første indlæg på bloggen fra Nigeria, hvor tiden ikke spiller nogen vigtig rolle – blandt andet derfor, at jeg først skriver nu, og så endda på en internetcafé og ikke i huset, hvor vi bor (hvor nettet endnu ikke er sat til)!
Jeg har det godt her. Oplever en helt masse, hver eneste dag og er derfor pænt træt, når jeg om aftenen ligger mig til at sove under myggenettet med Ruthy, som er min nigerianske partner.
Vi ankom til Jos den 19. august efter at have kørt turen tæt pakket sammen i en mindre bus fra Abuja, hvor vi havde overnattet. Køreturen var dybt fascinerende og jeg mærkede dårligt nok, at tiden gik, for der var simpelthen så meget at se på, uanset hvor man rettede sit ansigt: Flotte landskaber afløst af det værste slum, hvor der midt i det hele hænger en plakat fra Vesten. Et andet sted sidder der små børn på vejen med snotnæser. Ved siden af tigger med ét ben, og over det hele vrimler det med kvinder og børn, som forsøger at sælge de majs, æg eller bananer, som de bærer på deres hoveder. Dette landskab er jeg så småt ved at vænne mig til at se nu, for det er ikke bare en køretur fra Abuja til Jos, men det er det meste af Nigeria, som er sådan!
Det er så spændende at være her! Noget anderledes end at sidde til time på Thisted Gymnasium, hvor jeg som tiden gik, bare talte dage ned, til jeg blev student og kunne få lov at rejse ud i verden - og nu er jeg her! Det er så stort!
I vores første weekend her kørte vi ud til en lille landsby, som hedder Shoo. Vi blev modtaget af et stammefolk, som kom dansende imod os med trommer og fløjter. Det var så smukt, at det var rørende! Det var næsten ”Løvernes Konge” – bare uden dyr. Vi kom op på toppen af et bjerg, hvor der var stillet en scene op, fordi bandet Safran (et dansk band som nu er taget tilbage til DK) og nogle nigerianske bands skulle spille. Det var noget af en kontrast i forhold til, hvor øde det hele var!
På toppen var hele landsbyen samlet. Det er noget af det vildeste, jeg kan huske at have oplevet! Massevis af børn, mange i laset tøj, snotnæser, ældre koner, mænd og en høvding, som alle var meget åbne og modtog os med glæde. Vi viste dem de billeder, som vi tog af dem, og de grinte og grinte, fordi de havde aldrig set et kamera før.
Til koncerterne om aftenen dansede jeg med en gammel kone, som bar et barn på ryggen og med en dreng, som da han tøede op, viste sig at have pænt meget rytme i kroppen!
Fordi vi skulle komme havde de bygget et ”hus” til os, da vi jo var hvide gæster – så der var muret en mur og over var der et bliktag. Det var meget primitivt, men en fed oplevelse, som jeg aldrig vil glemme!
I de første uger har vi to midlertidige jobs, før vi senere skal træffe en endelig beslutning om, hvor vi ønsker at være.
Jeg arbejder på Gidan Bege, som er et sted, hvor nogle gadedrenge fra alderen 6 til ca. 17 år har været så heldige at få lov at bo. Jeg er der sammen med Maja J og sammen er vi Aunti Maja One og Aunti Maja Two (fordi vi er ældre end dem. Mændene omtales ”Uncle”). Vi underviser dem, snakker og leger med dem. Jeg er helt vildt med at være der! Hver gang vi kommer hjem til Villa Papito, har jeg noget nyt at skrive i min dagbog derfra. Selv om man sagtens kan mærke, at drengene har oplevet det hårde gademiljø, så er de alligevel rigtig søde og kærlige og sætter pris på, at vi vil bruge noget af vores tid på dem.
Derudover er jeg på et børnehjem, hvor de virkelig også bare har brug for vores hjælp! De er temmelig vilde og opmærksomhedskrævende, men er alligevel med på en sang eller to. Især kan falde til ro, hvis vi tager nogle tuscher og papir med, så de kan farvelægge.
Mens Danmark er et land, hvor religion er et mere personligt anliggende, gør man i Nigeria meget ud af at udtrykke den offentligt: ”Lord Lord, Amen!”, ”I believe”, lyder det igennem bussens højtalere, og på flere af køretøjerne vi ser blandt mylderet på vejene, står der ofte fx: ”God bless you”, eller ”Power of God”. Derfor kan man måske også nemt regne ud, at gudstjenesterne hér også forløber noget anderledes end i Danmark. Den første vi var til tog 4-5 timer, hvor halvdelen var gospel, lovsang og drama. Nigeria er et på mange områder et fattigt land, men de har en enormt religiøs rigdom, som fylder dem med gejst.
Sidste søndag var jeg alene med min partner i hendes kirke, fordi det var en dag, hvor vi skulle være sammen med vores partnere og lære dem lidt bedre at kende. Efter gudstjenesten var jeg på besøg hos hendes familie, hvor vi var resten af dagen. Det var en stor oplevelse at besøge et nigeriansk hjem, som også i forhold til mit eget hjem i Danmark, er en stor kontrast! På vejen dertil blev jeg advaret om, at der ofte er rotter i hendes hus, men jeg slap dog med skrækken – det var en heldig dag, sagde hun! Hendes familie er rigtig søde og jeg måtte låne dem mit kamera, da de så gerne ville, at jeg kunne komme på et billede med de fleste af dem.
Det blev et længere indlæg, men der er jo også gået næsten tre uger siden, at jeg vinkede farvel til min familie i lufthavnen i Billund. Der er så meget, som jeg endnu ikke har fortalt om, men hvis I kigger på nogle af de andres blogge, så vil I sikkert kunne læse noget nyt der også – fx om den vandretur vi var på i dag ved Bezer Home, hvor der bare var så flot!
Jeg håber på, at jeg i fremtiden kan opdatere siden regelmæssigt, så I derhjemme kan høre videre om den eventyrrejse, som jeg er på. Ha’ det godt så længe J
Jeg har det godt her. Oplever en helt masse, hver eneste dag og er derfor pænt træt, når jeg om aftenen ligger mig til at sove under myggenettet med Ruthy, som er min nigerianske partner.
Vi ankom til Jos den 19. august efter at have kørt turen tæt pakket sammen i en mindre bus fra Abuja, hvor vi havde overnattet. Køreturen var dybt fascinerende og jeg mærkede dårligt nok, at tiden gik, for der var simpelthen så meget at se på, uanset hvor man rettede sit ansigt: Flotte landskaber afløst af det værste slum, hvor der midt i det hele hænger en plakat fra Vesten. Et andet sted sidder der små børn på vejen med snotnæser. Ved siden af tigger med ét ben, og over det hele vrimler det med kvinder og børn, som forsøger at sælge de majs, æg eller bananer, som de bærer på deres hoveder. Dette landskab er jeg så småt ved at vænne mig til at se nu, for det er ikke bare en køretur fra Abuja til Jos, men det er det meste af Nigeria, som er sådan!
Det er så spændende at være her! Noget anderledes end at sidde til time på Thisted Gymnasium, hvor jeg som tiden gik, bare talte dage ned, til jeg blev student og kunne få lov at rejse ud i verden - og nu er jeg her! Det er så stort!
I vores første weekend her kørte vi ud til en lille landsby, som hedder Shoo. Vi blev modtaget af et stammefolk, som kom dansende imod os med trommer og fløjter. Det var så smukt, at det var rørende! Det var næsten ”Løvernes Konge” – bare uden dyr. Vi kom op på toppen af et bjerg, hvor der var stillet en scene op, fordi bandet Safran (et dansk band som nu er taget tilbage til DK) og nogle nigerianske bands skulle spille. Det var noget af en kontrast i forhold til, hvor øde det hele var!
På toppen var hele landsbyen samlet. Det er noget af det vildeste, jeg kan huske at have oplevet! Massevis af børn, mange i laset tøj, snotnæser, ældre koner, mænd og en høvding, som alle var meget åbne og modtog os med glæde. Vi viste dem de billeder, som vi tog af dem, og de grinte og grinte, fordi de havde aldrig set et kamera før.
Til koncerterne om aftenen dansede jeg med en gammel kone, som bar et barn på ryggen og med en dreng, som da han tøede op, viste sig at have pænt meget rytme i kroppen!
Fordi vi skulle komme havde de bygget et ”hus” til os, da vi jo var hvide gæster – så der var muret en mur og over var der et bliktag. Det var meget primitivt, men en fed oplevelse, som jeg aldrig vil glemme!
I de første uger har vi to midlertidige jobs, før vi senere skal træffe en endelig beslutning om, hvor vi ønsker at være.
Jeg arbejder på Gidan Bege, som er et sted, hvor nogle gadedrenge fra alderen 6 til ca. 17 år har været så heldige at få lov at bo. Jeg er der sammen med Maja J og sammen er vi Aunti Maja One og Aunti Maja Two (fordi vi er ældre end dem. Mændene omtales ”Uncle”). Vi underviser dem, snakker og leger med dem. Jeg er helt vildt med at være der! Hver gang vi kommer hjem til Villa Papito, har jeg noget nyt at skrive i min dagbog derfra. Selv om man sagtens kan mærke, at drengene har oplevet det hårde gademiljø, så er de alligevel rigtig søde og kærlige og sætter pris på, at vi vil bruge noget af vores tid på dem.
Derudover er jeg på et børnehjem, hvor de virkelig også bare har brug for vores hjælp! De er temmelig vilde og opmærksomhedskrævende, men er alligevel med på en sang eller to. Især kan falde til ro, hvis vi tager nogle tuscher og papir med, så de kan farvelægge.
Mens Danmark er et land, hvor religion er et mere personligt anliggende, gør man i Nigeria meget ud af at udtrykke den offentligt: ”Lord Lord, Amen!”, ”I believe”, lyder det igennem bussens højtalere, og på flere af køretøjerne vi ser blandt mylderet på vejene, står der ofte fx: ”God bless you”, eller ”Power of God”. Derfor kan man måske også nemt regne ud, at gudstjenesterne hér også forløber noget anderledes end i Danmark. Den første vi var til tog 4-5 timer, hvor halvdelen var gospel, lovsang og drama. Nigeria er et på mange områder et fattigt land, men de har en enormt religiøs rigdom, som fylder dem med gejst.
Sidste søndag var jeg alene med min partner i hendes kirke, fordi det var en dag, hvor vi skulle være sammen med vores partnere og lære dem lidt bedre at kende. Efter gudstjenesten var jeg på besøg hos hendes familie, hvor vi var resten af dagen. Det var en stor oplevelse at besøge et nigeriansk hjem, som også i forhold til mit eget hjem i Danmark, er en stor kontrast! På vejen dertil blev jeg advaret om, at der ofte er rotter i hendes hus, men jeg slap dog med skrækken – det var en heldig dag, sagde hun! Hendes familie er rigtig søde og jeg måtte låne dem mit kamera, da de så gerne ville, at jeg kunne komme på et billede med de fleste af dem.
Det blev et længere indlæg, men der er jo også gået næsten tre uger siden, at jeg vinkede farvel til min familie i lufthavnen i Billund. Der er så meget, som jeg endnu ikke har fortalt om, men hvis I kigger på nogle af de andres blogge, så vil I sikkert kunne læse noget nyt der også – fx om den vandretur vi var på i dag ved Bezer Home, hvor der bare var så flot!
Jeg håber på, at jeg i fremtiden kan opdatere siden regelmæssigt, så I derhjemme kan høre videre om den eventyrrejse, som jeg er på. Ha’ det godt så længe J
Abonner på:
Opslag (Atom)
