Hermed mit første indlæg på bloggen fra Nigeria, hvor tiden ikke spiller nogen vigtig rolle – blandt andet derfor, at jeg først skriver nu, og så endda på en internetcafé og ikke i huset, hvor vi bor (hvor nettet endnu ikke er sat til)!
Jeg har det godt her. Oplever en helt masse, hver eneste dag og er derfor pænt træt, når jeg om aftenen ligger mig til at sove under myggenettet med Ruthy, som er min nigerianske partner.

Vi ankom til Jos den 19. august efter at have kørt turen tæt pakket sammen i en mindre bus fra Abuja, hvor vi havde overnattet. Køreturen var dybt fascinerende og jeg mærkede dårligt nok, at tiden gik, for der var simpelthen så meget at se på, uanset hvor man rettede sit ansigt: Flotte landskaber afløst af det værste slum, hvor der midt i det hele hænger en plakat fra Vesten. Et andet sted sidder der små børn på vejen med snotnæser. Ved siden af tigger med ét ben, og over det hele vrimler det med kvinder og børn, som forsøger at sælge de majs, æg eller bananer, som de bærer på deres hoveder. Dette landskab er jeg så småt ved at vænne mig til at se nu, for det er ikke bare en køretur fra Abuja til Jos, men det er det meste af Nigeria, som er sådan!

Det er så spændende at være her! Noget anderledes end at sidde til time på Thisted Gymnasium, hvor jeg som tiden gik, bare talte dage ned, til jeg blev student og kunne få lov at rejse ud i verden - og nu er jeg her! Det er så stort!

I vores første weekend her kørte vi ud til en lille landsby, som hedder Shoo. Vi blev modtaget af et stammefolk, som kom dansende imod os med trommer og fløjter. Det var så smukt, at det var rørende! Det var næsten ”Løvernes Konge” – bare uden dyr. Vi kom op på toppen af et bjerg, hvor der var stillet en scene op, fordi bandet Safran (et dansk band som nu er taget tilbage til DK) og nogle nigerianske bands skulle spille. Det var noget af en kontrast i forhold til, hvor øde det hele var!
På toppen var hele landsbyen samlet. Det er noget af det vildeste, jeg kan huske at have oplevet! Massevis af børn, mange i laset tøj, snotnæser, ældre koner, mænd og en høvding, som alle var meget åbne og modtog os med glæde. Vi viste dem de billeder, som vi tog af dem, og de grinte og grinte, fordi de havde aldrig set et kamera før.
Til koncerterne om aftenen dansede jeg med en gammel kone, som bar et barn på ryggen og med en dreng, som da han tøede op, viste sig at have pænt meget rytme i kroppen!
Fordi vi skulle komme havde de bygget et ”hus” til os, da vi jo var hvide gæster – så der var muret en mur og over var der et bliktag. Det var meget primitivt, men en fed oplevelse, som jeg aldrig vil glemme!

I de første uger har vi to midlertidige jobs, før vi senere skal træffe en endelig beslutning om, hvor vi ønsker at være.
Jeg arbejder på Gidan Bege, som er et sted, hvor nogle gadedrenge fra alderen 6 til ca. 17 år har været så heldige at få lov at bo. Jeg er der sammen med Maja J og sammen er vi Aunti Maja One og Aunti Maja Two (fordi vi er ældre end dem. Mændene omtales ”Uncle”). Vi underviser dem, snakker og leger med dem. Jeg er helt vildt med at være der! Hver gang vi kommer hjem til Villa Papito, har jeg noget nyt at skrive i min dagbog derfra. Selv om man sagtens kan mærke, at drengene har oplevet det hårde gademiljø, så er de alligevel rigtig søde og kærlige og sætter pris på, at vi vil bruge noget af vores tid på dem.
Derudover er jeg på et børnehjem, hvor de virkelig også bare har brug for vores hjælp! De er temmelig vilde og opmærksomhedskrævende, men er alligevel med på en sang eller to. Især kan falde til ro, hvis vi tager nogle tuscher og papir med, så de kan farvelægge.

Mens Danmark er et land, hvor religion er et mere personligt anliggende, gør man i Nigeria meget ud af at udtrykke den offentligt: ”Lord Lord, Amen!”, ”I believe”, lyder det igennem bussens højtalere, og på flere af køretøjerne vi ser blandt mylderet på vejene, står der ofte fx: ”God bless you”, eller ”Power of God”. Derfor kan man måske også nemt regne ud, at gudstjenesterne hér også forløber noget anderledes end i Danmark. Den første vi var til tog 4-5 timer, hvor halvdelen var gospel, lovsang og drama. Nigeria er et på mange områder et fattigt land, men de har en enormt religiøs rigdom, som fylder dem med gejst.

Sidste søndag var jeg alene med min partner i hendes kirke, fordi det var en dag, hvor vi skulle være sammen med vores partnere og lære dem lidt bedre at kende. Efter gudstjenesten var jeg på besøg hos hendes familie, hvor vi var resten af dagen. Det var en stor oplevelse at besøge et nigeriansk hjem, som også i forhold til mit eget hjem i Danmark, er en stor kontrast! På vejen dertil blev jeg advaret om, at der ofte er rotter i hendes hus, men jeg slap dog med skrækken – det var en heldig dag, sagde hun! Hendes familie er rigtig søde og jeg måtte låne dem mit kamera, da de så gerne ville, at jeg kunne komme på et billede med de fleste af dem.


Det blev et længere indlæg, men der er jo også gået næsten tre uger siden, at jeg vinkede farvel til min familie i lufthavnen i Billund. Der er så meget, som jeg endnu ikke har fortalt om, men hvis I kigger på nogle af de andres blogge, så vil I sikkert kunne læse noget nyt der også – fx om den vandretur vi var på i dag ved Bezer Home, hvor der bare var så flot!
Jeg håber på, at jeg i fremtiden kan opdatere siden regelmæssigt, så I derhjemme kan høre videre om den eventyrrejse, som jeg er på. Ha’ det godt så længe J