Musikvideo med mit volontørhold :-)

Jeg aner ikke, om der stadig er nogen, som er inde at læse lidt på min blog - men hvis der er, så skal I da lige tage at klikke på det her link, for så vil I se en lille musikvideo, som en af de andre fra holdet har sat sammen. Sangen som spilles er en, som vi skrev sammen med nigerianerne, mens vi var afsted og selve filmen er forskellige klip, som vi optog med diverse digitalkameraer. Måske kan det give et meget godt billede af vores projekt.

(det er for øvrigt afsnit 18 ud af den julekalender, som vi har lavet i anledningen af, at det blev december kort efter, vi kom hjem)

http://www.youtube.com/watch?v=Vu2GAxl20C0

At komme hjem til Danmark igen

I dag er det 4 uger siden, at jeg kom hjem til Danmark sammen med de andre piger, iført girafkjoler. 4 uger! Det er ikke til at fatte, at der er gået så lang tid! Tiden er noget, som jeg har virkelig svært ved at forholde mig til. 3 måneder i Afrika virkede som meget lang tid, inden jeg rejste dertil, men pludselig var de allerede gået og vi skulle hjem... Det handler vist bare om at nyde øjeblikket, mens man har det.

Jeg har virkelig haft en god rejse til Nigeria! Det er en tid, som for alvor har sat sig fast i mit hjerte, og som jeg ikke bare sådan lige vil glemme. Mine måneder der har gjort noget ved mig, som jeg til dels stadig godt kan have svært ved at sætte ord på. Men noget i mig er forandret. Jeg er stadig den samme Maja, som jeg var før, jeg rejste, men jeg har fået en ny måde at anskue verden på. Verden er kæmpestor og vi har det trygt og godt i lille Danmark, det er i hvert fald en ting, jeg har opdaget...

Selv om de har været 3 fantastiske måneder, så er det nu også rart at komme hjem igen. Glæden var stor, da jeg så min familie i lufthavnen og den fortsatte, da jeg spiste min første rugbrødsmad, fik mit første bad og da jeg kunne sove i min egen seng helt alene. Jeg har været sammen med venner og familie og jeg har nydt det i fulde drag. Godt nok savner jeg meget dem, som i mellemtiden er taget ud at rejse og som derfor ikke kan være hjemme, men sådan er det nu engang i tiden efter gymnasiet.

På et andet plan er jeg også glad for, at jeg er kommet hjem: Kun 14 dage efter vi rejste hjem, startede der en religionskrise mellem de kristne og muslimerne i Jos, hvor jeg boede. Det skyldtes uenigheder om noget lokalt politisk og førte til nedbrændte kirker, moskeer, huse og ca. 400 dræbte. Der blev udgangsforbud og politiet fik besked på at skyde dem, som brød den. Jeg har været meget bekymret for mine venner dernede, men de har det heldigvis godt allesammen og krisen er lige så stille stilnet af igen. Alligevel er jeg glad for, at jeg nåede hjem, før det brød løs!

Bare nogle faa billeder fra vores tur - en en lidt omvendt og sjov raekkefolge, men forstaar ikke Nigerias netvaerk...

At se sig om i Nigeria...

Det er søndag og jeg sidder i Villa Papito. I morgen går vi ind i vores 13. og sidste uge i Nigeria. På lørdag rejser vi hjem og på søndag skal vi igen se vores familier i Billund Lufthavn. Det er meget underligt at mine tre måneder i Nigeria, nu er ved at være gået…

I denne uge har vi været på tur. Vi har været i Numan, Yola og Yankari. Der er sket så meget på denne tur, at jeg kun lige vil nævne nogle punkter af det, vi har oplevet. Resten må I få, når jeg kommer hjem igen J

I Numan og Yola har vi:

- haft det varmt!

- besøgt en landsby for spedalske, som lå meget langt ude i bushen, da de tidligere har været meget udstødte.

- besøgt nogle forskellige skoler. Bl.a. REMI, som er en skole for både almindelige og handicappede elever.

- Været i en fulani-landsby, hvor en høvding har to koner og de sover i hver deres sivhytte og hvor vi gav børnene balloner.

- Spist frokost sammen med Afrika 50+ (en gruppe pensionerede danskere som er i Nigeria i 1 måned – super søde og friske!)

I Yankari har vi:

- haft besøg af aber i vores hytte. De brød ind af et lukket vindue og spiste alle vores bananer og vandmeloner. De efterlod sig et stort rod og abefødder på væggen og vores sengetøj!

- Været på Safari (WOW!)

- Badet i en varm kilde

- Slappet af og nydt Nigeria.

Det og så meget mere selvfølgelig! Men alt i alt en rigtig god tur, som var de 7 timers køretur på dårlige veje i en proppet bus af 17 mennesker og en masse bagage det hele værd! :o)

Vores vaertsforaeldres yndige og yngste datter og mig :)

Et par frikvarters-billeder fra skolen, hvor jeg underviser

Skolerne i Nigeria er...

… noget anderledes end i Danmark! Når det så er sagt, kan jeg begynde at forklare:

I de sidste 4 uger har jeg arbejdet som lærer på en nigeriansk skole sammen med Lena. Vi underviser i Primary 2, hvor eleverne er mellem 6 og 8 år gamle (her i landet begynder man i skole allerede som 2-årig!). Vi underviser dem i engelsk og matematik. Hver onsdag og fredag, når vi har kørt en time i bussen med Monday på de hullede veje og endelig når frem til skolen i Bukuru, kan vi træde ind i en klasse fuld af børn, som straks rejser sig op og siger: ”Good morning Aunty!”. Vi siger selv godmorgen og spørger til, hvordan de har det. Stadig stående siger de i kor: ”Fine thank you, how are you?”. Så sætter de sig ned og vi kan begynde undervisningen. Børnene sidder altid på de samme pladser, men alligevel har vi fået dem til at lave navneskilte, da det ikke er helt så nemt, som man kunne forestille sig at huske deres navne. Fx er navne som Mafeng, Bola, Kyenapia, Hafsat og Aishat ikke helt så nemme at holde styr på i begyndelsen. At pigerne ofte skifter frisurer gør det heller ikke nemmere, men det er da kommet med tiden J

Vi har kun været på Hope i kort tid, da alle børnene holdt sommerferie, da vi ankom i august, men på trods af den korte tid, har vi alligevel opnået en helt masse. Vi lærer dem nye teknikker både i matematik og engelsk, som de aldrig har hørt om før. Pludselig kan de meget hurtigere finde ud af tingene, end de kunne den første dag, vi var der. Lærerinden som har klassen de dage, hvor vi ikke er der, sidder og slapper af eller ordner andre ting, når vi står for undervisningen. En dag lærte vi dem om nutid og datid og hun kiggede taknemmeligt på os og sagde: ”God bless you people! I really think that you are some presents sent from God!”. Da gik det virkelig op for os, at selv om de allerede har en lærer, så gør vi et godt stykke arbejde alligevel! (det skal for øvrigt lige nævnes, at Salome, som lærerinden hedder underviser klassen i alle tænkelige fag. Hér bruger man ikke det at undervise i særlige fagområder, som man gør hjemme i Danmark).

Børnene går virkelig op i deres skole og det er tydeligt, at de ønsker at være der. De sidder pænt i deres skoleuniformer og skriver i deres kladdehæfter. Alligevel er de som andre børn og kan godt lide også at lave lidt ballade en gang i mellem. Her kommer så endnu en forskel på Danmark og Nigeria: I Nigeria bliver børnene slået. Også i skolen! De fleste af lærerne på vores skole går med enten en læderpisk eller en lang træpind i hånden, som de enten bruger til at true eleverne med eller til at slå dem, når de larmer. Det er Lena og jeg selvfølgeligt klart imod og nægter at gøre det. Salome respekterer det, men kan ikke forstå os, da hun mener, at det klart er den bedste måde at lære dem disciplin. Sommetider kan det bare føles som om, at man er trådt år tilbage i tiden…

Klasseværelset er en smule sølle, men jeg forestiller mig stadig, at det må være af de bedre. Tavlen er en betonvæg, hvor der ved siden af hænger nogle tegninger og forskellige huskeregler. Der er nogle små bænke, som eleverne sidder på, et bord fulde af hæfter og et vindue uden glas. Ligesådan er der heller ikke nogen dør, og rummet er i virkeligheden et stort, som blot er delt op af en hullet trævæg, hvor der på den anden side er et andet klasseværelse.

I frikvartererne går vi udenfor, hvor der efterhånden er så støvet, at et bad er tiltrængt, når vi kommer hjem. Der leger, synger og danser vi med børnene, som alle er vildt begejstrede over at have nogle hvide tanter på deres skole. De elsker at røre ved vores hud og vores hår og de kæmper alle sammen om at få lov til at holde os i hånden.

Det er et virkelig dejligt arbejde, som bliver svært at sige farvel til om ganske kort tid. Denne uge er vores sidste arbejdsuge i løbet af vores volontørophold i Afrika. I næste uge skal vi en tur sydpå og se noget mere af Nigeria. Det glæder jeg mig rigtig meget til. På grund af den tur, kommer vi ikke på internettet i den uge. Men jeg vil komme af sted en dag i ugen efter, som er vores sidste, og hvor vi har en helt masse ting at nå, før vi rejser hjem.