Vores vaertsforaeldres yndige og yngste datter og mig :)

Et par frikvarters-billeder fra skolen, hvor jeg underviser

Skolerne i Nigeria er...

… noget anderledes end i Danmark! Når det så er sagt, kan jeg begynde at forklare:

I de sidste 4 uger har jeg arbejdet som lærer på en nigeriansk skole sammen med Lena. Vi underviser i Primary 2, hvor eleverne er mellem 6 og 8 år gamle (her i landet begynder man i skole allerede som 2-årig!). Vi underviser dem i engelsk og matematik. Hver onsdag og fredag, når vi har kørt en time i bussen med Monday på de hullede veje og endelig når frem til skolen i Bukuru, kan vi træde ind i en klasse fuld af børn, som straks rejser sig op og siger: ”Good morning Aunty!”. Vi siger selv godmorgen og spørger til, hvordan de har det. Stadig stående siger de i kor: ”Fine thank you, how are you?”. Så sætter de sig ned og vi kan begynde undervisningen. Børnene sidder altid på de samme pladser, men alligevel har vi fået dem til at lave navneskilte, da det ikke er helt så nemt, som man kunne forestille sig at huske deres navne. Fx er navne som Mafeng, Bola, Kyenapia, Hafsat og Aishat ikke helt så nemme at holde styr på i begyndelsen. At pigerne ofte skifter frisurer gør det heller ikke nemmere, men det er da kommet med tiden J

Vi har kun været på Hope i kort tid, da alle børnene holdt sommerferie, da vi ankom i august, men på trods af den korte tid, har vi alligevel opnået en helt masse. Vi lærer dem nye teknikker både i matematik og engelsk, som de aldrig har hørt om før. Pludselig kan de meget hurtigere finde ud af tingene, end de kunne den første dag, vi var der. Lærerinden som har klassen de dage, hvor vi ikke er der, sidder og slapper af eller ordner andre ting, når vi står for undervisningen. En dag lærte vi dem om nutid og datid og hun kiggede taknemmeligt på os og sagde: ”God bless you people! I really think that you are some presents sent from God!”. Da gik det virkelig op for os, at selv om de allerede har en lærer, så gør vi et godt stykke arbejde alligevel! (det skal for øvrigt lige nævnes, at Salome, som lærerinden hedder underviser klassen i alle tænkelige fag. Hér bruger man ikke det at undervise i særlige fagområder, som man gør hjemme i Danmark).

Børnene går virkelig op i deres skole og det er tydeligt, at de ønsker at være der. De sidder pænt i deres skoleuniformer og skriver i deres kladdehæfter. Alligevel er de som andre børn og kan godt lide også at lave lidt ballade en gang i mellem. Her kommer så endnu en forskel på Danmark og Nigeria: I Nigeria bliver børnene slået. Også i skolen! De fleste af lærerne på vores skole går med enten en læderpisk eller en lang træpind i hånden, som de enten bruger til at true eleverne med eller til at slå dem, når de larmer. Det er Lena og jeg selvfølgeligt klart imod og nægter at gøre det. Salome respekterer det, men kan ikke forstå os, da hun mener, at det klart er den bedste måde at lære dem disciplin. Sommetider kan det bare føles som om, at man er trådt år tilbage i tiden…

Klasseværelset er en smule sølle, men jeg forestiller mig stadig, at det må være af de bedre. Tavlen er en betonvæg, hvor der ved siden af hænger nogle tegninger og forskellige huskeregler. Der er nogle små bænke, som eleverne sidder på, et bord fulde af hæfter og et vindue uden glas. Ligesådan er der heller ikke nogen dør, og rummet er i virkeligheden et stort, som blot er delt op af en hullet trævæg, hvor der på den anden side er et andet klasseværelse.

I frikvartererne går vi udenfor, hvor der efterhånden er så støvet, at et bad er tiltrængt, når vi kommer hjem. Der leger, synger og danser vi med børnene, som alle er vildt begejstrede over at have nogle hvide tanter på deres skole. De elsker at røre ved vores hud og vores hår og de kæmper alle sammen om at få lov til at holde os i hånden.

Det er et virkelig dejligt arbejde, som bliver svært at sige farvel til om ganske kort tid. Denne uge er vores sidste arbejdsuge i løbet af vores volontørophold i Afrika. I næste uge skal vi en tur sydpå og se noget mere af Nigeria. Det glæder jeg mig rigtig meget til. På grund af den tur, kommer vi ikke på internettet i den uge. Men jeg vil komme af sted en dag i ugen efter, som er vores sidste, og hvor vi har en helt masse ting at nå, før vi rejser hjem.

At bestige bjerge i Nigeria

Atter engang føler jeg trang til at hylde Afrikas natur:
Den 16. oktober var vi på hiking ved Sher Hills. Vi har tidligere været der og har siddet i den flotte natur med vores medbragte ris og har gået lidt rundt i terrænet. Denne gang kom vi der for at bestige et meget stort og højt bjerg. Det er blevet en Reach Out tradition at bevæge sig op på toppen og spraymale Reach Out navnet på en af de store sten, så selvfølgelig skulle vi også af sted. Da vi fra jorden stod og betragtede det enorme bjerg, løb der en svag rislen nedover ryggen af os – vi vidste det var stort, men ikke så stort!
Chris og vores chauffør Monday førte an. Flere gange måtte Chris minde Monday om, at det altså var 14 piger og ikke 14 drenge, de havde med, så han måtte lige sænke farten og være en gentleman i stedet. I begyndelsen var det let nok og vi kom nemt fremad. Men efterhånden blev stenene større og større og vi skulle være meget varsomme over, hvor vi trådte. Som vi kom højere og højere op og vi kiggede ned, blev vi ekstra opmærksomme på, at vi skulle være forsigtige. Ingen havde lyst til at falde ned i de store klipperevner. På et tidspunkt måtte vi ned på maven og møve os opad, så godt vi kunne, ligesom vi tit måtte give hinanden en hånd til hjælp. Chris havde endda medbragt et reb, som vi måtte anvende kort før toppen. Vi tog en masse billeder undervejs og Søren filmede til en dokumenter til ”Chris og Reach Out 7 på afveje”. Det var fedt og nervepirrende på samme tid at nå til tops, og da vi var der, var vi alle meget glade og stolte af os selv. Janni og Agnes fik gang i spraymalingen og efter noget tid, hvor vi havde nydt den fantastiske og vilde afrikanske natur, bevægede vi os nedad igen – hvilket bestemt også var en udfordring! Stoltheden vi følte, da vi stod på toppen, blev nu endnu større, da vi igen stod på jorden og kunne betragte det kæmpe bjerg, som vi både var kommet op på og ned fra igen!

Vores vaertsmor Eunice og mig til brylluppet

Alle girafferne til brylluppet :)

At være en giraf eller ikke at være en giraf; dét er spørgsmålet!

...I hvert fald kunne vi føle os som sådanne, da vi alle i lørdags stod i hver vores afrikanske kjole med girafplettet mønster. Giraffer eller ej, der stod bryllup på programmet denne dag, og det ens stof skulle symbolisere, at vi kom som et hold.

Bruden var Anita og gommen var Gozie (han har været chauffør for Reach Out 6 og så er han derudover en virkelig rar og storsmilende mand!)

Vielsen skulle begynde kl.10.00, men atter vandt den nigerianske tid og vi ankom derfor først til kirken lidt senere. Udover at det var en afrikansk kirke og at den var katolsk, var der endnu en forskel ved selve vielsen: Der var to par som blev gift lige efter hinanden!

Efter kirken marcherede alle girafferne hen til det sted, hvor bryllupsfesten skulle afholdes. Til forskel fra et dansk bryllup, hvor man sidder rundt om et bord, var der her stillet tre lange rækker af stole op. Derudover var der også et højbord for de særlige gæster. Jeg var så heldig at blive placeret i midten på allerforreste række, så man må sige, at jeg havde fuld udsyn! Men før jeg kunne sidde og lære de nigerianske bryllupstraditioner, skulle jeg sammen med resten af girafferne (til information kan jeg lige fortælle, at det var alle fra AYPAD, som udgjorde girafholdet) udenfor – brudeparret var ankommet, og det var vores opgave at følge dem ind. Vi stillede os op to og to på en lang række, og så dansede vi ellers Gozie og hans kone ind i festsalen. Det var simpelthen så sjovt! Så kunne vi sætte os. Jeg har kun været til et enkelt bryllup i Danmark, men jeg ved, at vi der spiser en helt masse og at der ofte bliver holdt et hav af taler og lignende. Dette var ikke helt tilfældet her! Bryllupsmenuen bestod af en lille foliebakke med yellow rice og et lille stykke kød, samt en sodavand. Den længste tale, som blev holdt til dette bryllup var, da bageren skulle fortælle om bryllupskagen. Hver en del af den kunne han symbolisere til noget kristeligt. Vi takkede Gud for kagen og så måtte parret skære den for. Vi var så heldige at få et lillebitte stykke af den, men vi nøjedes nu med at takke bageren for denne kage (som for øvrigt var ret tør, men det er jo ikke det, det kommer an på…).

Nu skulle de nygifte ellers ud på gulvet og danse; først hver for sig, derefter sammen, mens vi kastede pengesedler udover dem. For hver dans blev pengene samlet sammen i en papkasse, hvorefter det startede forfra igen! Det var meget pudsigt at opleve, men det er vist en af deres faste traditioner her. Og så blev det gavetid. Alle som havde en gave med, skulle stille sig op på en række (en lang række må jeg hellere sige, for der var virkelig mange mennesker med til dette bryllup. Det var en oplevelse i sig selv at se så mange store afrikanske kvinder danse med deres store numser J ). For hver gave der blev givet, fik ”afsenderne” en plastiktallerken, hvor der på bagsiden var sat et klistermærke fast, som et ”tak for opmærksomheden ved vores bryllup”. Et minde, som jeg faktisk er rigtig glad at have J Gavebordet adskilte sig også meget fra et dansk gavebord ; der var madvarmere og plastikspande i lange baner. Alt hvad en nigeriansk familie har brug for i sit hjem!

Egentlig er der rigtig meget at fortælle om denne bryllupsfest, men I må nøjes med dette for denne omgang. Ellers kan jeg blive ved virkelig længe – fx hvis jeg skulle fortælle om, hvordan nogle gadebørn listede sig ind og spiste de rester, der var tilbage af risene, om hvordan der var gang i den helt store fotosession udenfor kirken efter vielsen og om hvordan Gozies ”ja” i kirken ikke syntes at være højt nok for præsten, så han måtte gentage et par gange og om hvordan vores værtspar ikke havde regnet med, at der overhovedet ville være noget mad til festen, og at vi af denne grund havde kokkereret lidt let tidligt om morgenen, som vi indtog efter kirken.

I hvert fald var det en rigtig sjov oplevelse at opleve et afrikansk bryllup! Bryllupsfesten sluttede omkring kl.17, og vi kunne tage tilbage til villaen igen, atter fulde af nye indtryk.

Her nogle billeder fra Nigeria

Fra et landsbymarked:

Fra Boernehjemmet:

Fra Wildlife, Jos, Nigeria:

"Null":

Lidt Danmark i Afrika

Søndag eftermiddag. Kaffe, to forskellige slags småkager og boller med smør. En bogreol med bogtitler som ”Hjertets mure”, en hvid og blåstribet dug, et dansk flag, billedrammer af små hvide børn, børnetegninger på en opslagstavle, en have med en græsplæne og et legehus. Drømmer jeg, eller er jeg vågen? Er jeg i Danmark? Svaret må blive: Næsten! I hvert fald lige for et par timer. Vi er på ”Blue Compound”. Hér bor der to danske missionærpar. De har inviteret den danske del af Reach Out til kaffe. På dansk snakker vi om Nigeria og Danmark. Om mus, som finder Lenas seng et glimrende sted at sove under og om vilkårene på børnehjemmene. Om hvad der er sært ved Nigeria og hvad der er fantastisk. Solen skinner og det er varmt. Der er for alvor dømt dansk hygge! Udover os, er endnu én på besøg. Kåre fra Danmark, som har været og stadig er meget aktiv i DKG, ligesom mig. Sjovt, at skulle møde ham i Afrika!

Vi er nu startet på vores 8. uge i Nigeria. Som tiden går! Uden man tænker over det, bliver man lige så stille en del af den nigerianske kultur. At hente vand fra brønden og at hælde en halv spand vand i toilettet for at skylde ud, bliver noget, man bare gør, uden at tænke nærmere over det. Sådan er det med så meget her. Man vænner sig hurtigt til, at intet er som det plejer og at der nu er nye måder, tingene skal gøres på.

Jeg er stadig rigtig glad for at være her. Det er fedt at få lov at opleve og være en del af denne del af verden. At gå på arbejde og vide, at der er nogen som regner med én. At sidde i villaen en onsdag aften og spille ”Partners” eller danse en enkelt dans eller to, hvor man med stor misundelse kan betragte vores nigerianske venner, som virkelig forstår at bruge deres kroppe ( de er vel afrikanere!). Det er blevet hverdag her, men vi keder os ikke. Der sker hele tiden noget. Har vi en eftermiddag, hvor der ikke er program på, ligger vi og nyder solen, læser, skriver dagbog eller tager på markedet og prutter om prisen på wraper (det stof, som de syer deres tøj af) og andet godt. Altid er der noget at tage sig til og der er stadig så meget at lære og forstå.

Men selv om vi nyder Nigeria, så kan man godt ind i mellem savne lidt danskhed. Derfor var det virkelig fedt med en eftermiddag i et dansk hus i Nigeria. Så får man pludselig en masse nye kræfter til resten af volontøropholdet, hvor der stadig venter os så mange spændende oplevelser. I morgen starter jeg som lærer på en skole. Så jeg er spændt og ser frem til at opleve, hvordan en afrikansk skole fungerer i praksis 

De danske piger i afrikanske kjoler :)

Fra venstre: Maja J, Kathrine S, Lena, Katrine B, Janni, mig, Pernille

Fra den forste weekend i landsbyen Shoo

At gore renere...

Det er torsdag og der står rengøring på programmet. Vi sover lidt længere end normalt og står op og spiser morgenmad. Herefter fordeler vi de forskellige rengøringsområder og går i gang:

1. Du tager et bundt tynde pinde lavet af palmetræ og begynder at feje gulvet.
2. Tag nu det medbragte fejeblad fra Danmark og fej skidtet op. Smid det derefter i skraldespanden.
3. Gå en tur til brønden og fyld en spand med vand. Er der strøm, kan du varme det med en heater. Hvis ikke, er det bare ærgerligt.
4. Nu kan jagten på sæben begynde. Når du har fundet den, hælder du en skvis af det i spanden med vand.
5. Med en farverig klud af net kan du så begynde at skure og skrubbe til det bliver renere.
6. Nu er det gulvets tur: Brug den reneste gulvmobbe du kan finde og gå i gang. Er skaftet gået i stykker, så kan en snobrødspind snildt anvendes som en glimrende erstatning…

Med en fornemmelse af, at Villa Papito stadig ikke er skinnede ren, vil du alligevel nu have en vis tilfredsstillelse af, at her dog er blevet renere end før… Helt rent kan det nok aldrig blive under de afrikanske forhold.

Efter rengøringen står den på tøjvask udenfor og så kan man klare sig en uge mere. Hver anden torsdag laver vi snobrød til middag, og på de dage plejer der også at falde en enkelt sodavand af, som vi nyder i solen. Så har vi lige en enkelt dag tilbage på arbejdet, før vi kan holde weekend, hvor der venter os nye oplevelser.