Min rejse til Nigeria

Musikvideo med mit volontørhold :-)

2008-12-18T23:53:00.002+01:00

Jeg aner ikke, om der stadig er nogen, som er inde at læse lidt på min blog - men hvis der er, så skal I da lige tage at klikke på det her link, for så vil I se en lille musikvideo, som en af de andre fra holdet har sat sammen. Sangen som spilles er en, som vi skrev sammen med nigerianerne, mens vi var afsted og selve filmen er forskellige klip, som vi optog med diverse digitalkameraer. Måske kan det give et meget godt billede af vores projekt.

(det er for øvrigt afsnit 18 ud af den julekalender, som vi har lavet i anledningen af, at det blev december kort efter, vi kom hjem)

http://www.youtube.com/watch?v=Vu2GAxl20C0

At komme hjem til Danmark igen

2008-12-14T12:20:00.005+01:00

I dag er det 4 uger siden, at jeg kom hjem til Danmark sammen med de andre piger, iført girafkjoler. 4 uger! Det er ikke til at fatte, at der er gået så lang tid! Tiden er noget, som jeg har virkelig svært ved at forholde mig til. 3 måneder i Afrika virkede som meget lang tid, inden jeg rejste dertil, men pludselig var de allerede gået og vi skulle hjem... Det handler vist bare om at nyde øjeblikket, mens man har det.

Jeg har virkelig haft en god rejse til Nigeria! Det er en tid, som for alvor har sat sig fast i mit hjerte, og som jeg ikke bare sådan lige vil glemme. Mine måneder der har gjort noget ved mig, som jeg til dels stadig godt kan have svært ved at sætte ord på. Men noget i mig er forandret. Jeg er stadig den samme Maja, som jeg var før, jeg rejste, men jeg har fået en ny måde at anskue verden på. Verden er kæmpestor og vi har det trygt og godt i lille Danmark, det er i hvert fald en ting, jeg har opdaget...

Selv om de har været 3 fantastiske måneder, så er det nu også rart at komme hjem igen. Glæden var stor, da jeg så min familie i lufthavnen og den fortsatte, da jeg spiste min første rugbrødsmad, fik mit første bad og da jeg kunne sove i min egen seng helt alene. Jeg har været sammen med venner og familie og jeg har nydt det i fulde drag. Godt nok savner jeg meget dem, som i mellemtiden er taget ud at rejse og som derfor ikke kan være hjemme, men sådan er det nu engang i tiden efter gymnasiet.

På et andet plan er jeg også glad for, at jeg er kommet hjem: Kun 14 dage efter vi rejste hjem, startede der en religionskrise mellem de kristne og muslimerne i Jos, hvor jeg boede. Det skyldtes uenigheder om noget lokalt politisk og førte til nedbrændte kirker, moskeer, huse og ca. 400 dræbte. Der blev udgangsforbud og politiet fik besked på at skyde dem, som brød den. Jeg har været meget bekymret for mine venner dernede, men de har det heldigvis godt allesammen og krisen er lige så stille stilnet af igen. Alligevel er jeg glad for, at jeg nåede hjem, før det brød løs!

Bare nogle faa billeder fra vores tur - en en lidt omvendt og sjov raekkefolge, men forstaar ikke Nigerias netvaerk...

2008-11-10T10:15:00.009+01:00

At se sig om i Nigeria...

2008-11-10T09:55:00.000+01:00

Det er søndag og jeg sidder i Villa Papito. I morgen går vi ind i vores 13. og sidste uge i Nigeria. På lørdag rejser vi hjem og på søndag skal vi igen se vores familier i Billund Lufthavn. Det er meget underligt at mine tre måneder i Nigeria, nu er ved at være gået…

I denne uge har vi været på tur. Vi har været i Numan, Yola og Yankari. Der er sket så meget på denne tur, at jeg kun lige vil nævne nogle punkter af det, vi har oplevet. Resten må I få, når jeg kommer hjem igen J

I Numan og Yola har vi:

- haft det varmt!

- besøgt en landsby for spedalske, som lå meget langt ude i bushen, da de tidligere har været meget udstødte.

- besøgt nogle forskellige skoler. Bl.a. REMI, som er en skole for både almindelige og handicappede elever.

- Været i en fulani-landsby, hvor en høvding har to koner og de sover i hver deres sivhytte og hvor vi gav børnene balloner.

- Spist frokost sammen med Afrika 50+ (en gruppe pensionerede danskere som er i Nigeria i 1 måned – super søde og friske!)

I Yankari har vi:

- haft besøg af aber i vores hytte. De brød ind af et lukket vindue og spiste alle vores bananer og vandmeloner. De efterlod sig et stort rod og abefødder på væggen og vores sengetøj!

- Været på Safari (WOW!)

- Badet i en varm kilde

- Slappet af og nydt Nigeria.

Det og så meget mere selvfølgelig! Men alt i alt en rigtig god tur, som var de 7 timers køretur på dårlige veje i en proppet bus af 17 mennesker og en masse bagage det hele værd! :o)

Vores vaertsforaeldres yndige og yngste datter og mig :)

2008-10-28T15:33:00.002+01:00

Et par frikvarters-billeder fra skolen, hvor jeg underviser

2008-10-28T15:24:00.005+01:00

Skolerne i Nigeria er...

2008-10-28T15:22:00.000+01:00

… noget anderledes end i Danmark! Når det så er sagt, kan jeg begynde at forklare:

I de sidste 4 uger har jeg arbejdet som lærer på en nigeriansk skole sammen med Lena. Vi underviser i Primary 2, hvor eleverne er mellem 6 og 8 år gamle (her i landet begynder man i skole allerede som 2-årig!). Vi underviser dem i engelsk og matematik. Hver onsdag og fredag, når vi har kørt en time i bussen med Monday på de hullede veje og endelig når frem til skolen i Bukuru, kan vi træde ind i en klasse fuld af børn, som straks rejser sig op og siger: ”Good morning Aunty!”. Vi siger selv godmorgen og spørger til, hvordan de har det. Stadig stående siger de i kor: ”Fine thank you, how are you?”. Så sætter de sig ned og vi kan begynde undervisningen. Børnene sidder altid på de samme pladser, men alligevel har vi fået dem til at lave navneskilte, da det ikke er helt så nemt, som man kunne forestille sig at huske deres navne. Fx er navne som Mafeng, Bola, Kyenapia, Hafsat og Aishat ikke helt så nemme at holde styr på i begyndelsen. At pigerne ofte skifter frisurer gør det heller ikke nemmere, men det er da kommet med tiden J

Vi har kun været på Hope i kort tid, da alle børnene holdt sommerferie, da vi ankom i august, men på trods af den korte tid, har vi alligevel opnået en helt masse. Vi lærer dem nye teknikker både i matematik og engelsk, som de aldrig har hørt om før. Pludselig kan de meget hurtigere finde ud af tingene, end de kunne den første dag, vi var der. Lærerinden som har klassen de dage, hvor vi ikke er der, sidder og slapper af eller ordner andre ting, når vi står for undervisningen. En dag lærte vi dem om nutid og datid og hun kiggede taknemmeligt på os og sagde: ”God bless you people! I really think that you are some presents sent from God!”. Da gik det virkelig op for os, at selv om de allerede har en lærer, så gør vi et godt stykke arbejde alligevel! (det skal for øvrigt lige nævnes, at Salome, som lærerinden hedder underviser klassen i alle tænkelige fag. Hér bruger man ikke det at undervise i særlige fagområder, som man gør hjemme i Danmark).

Børnene går virkelig op i deres skole og det er tydeligt, at de ønsker at være der. De sidder pænt i deres skoleuniformer og skriver i deres kladdehæfter. Alligevel er de som andre børn og kan godt lide også at lave lidt ballade en gang i mellem. Her kommer så endnu en forskel på Danmark og Nigeria: I Nigeria bliver børnene slået. Også i skolen! De fleste af lærerne på vores skole går med enten en læderpisk eller en lang træpind i hånden, som de enten bruger til at true eleverne med eller til at slå dem, når de larmer. Det er Lena og jeg selvfølgeligt klart imod og nægter at gøre det. Salome respekterer det, men kan ikke forstå os, da hun mener, at det klart er den bedste måde at lære dem disciplin. Sommetider kan det bare føles som om, at man er trådt år tilbage i tiden…

Klasseværelset er en smule sølle, men jeg forestiller mig stadig, at det må være af de bedre. Tavlen er en betonvæg, hvor der ved siden af hænger nogle tegninger og forskellige huskeregler. Der er nogle små bænke, som eleverne sidder på, et bord fulde af hæfter og et vindue uden glas. Ligesådan er der heller ikke nogen dør, og rummet er i virkeligheden et stort, som blot er delt op af en hullet trævæg, hvor der på den anden side er et andet klasseværelse.

I frikvartererne går vi udenfor, hvor der efterhånden er så støvet, at et bad er tiltrængt, når vi kommer hjem. Der leger, synger og danser vi med børnene, som alle er vildt begejstrede over at have nogle hvide tanter på deres skole. De elsker at røre ved vores hud og vores hår og de kæmper alle sammen om at få lov til at holde os i hånden.

Det er et virkelig dejligt arbejde, som bliver svært at sige farvel til om ganske kort tid. Denne uge er vores sidste arbejdsuge i løbet af vores volontørophold i Afrika. I næste uge skal vi en tur sydpå og se noget mere af Nigeria. Det glæder jeg mig rigtig meget til. På grund af den tur, kommer vi ikke på internettet i den uge. Men jeg vil komme af sted en dag i ugen efter, som er vores sidste, og hvor vi har en helt masse ting at nå, før vi rejser hjem.

2008-10-21T16:08:00.005+02:00

At bestige bjerge i Nigeria

2008-10-21T15:54:00.002+02:00

Atter engang føler jeg trang til at hylde Afrikas natur:
Den 16. oktober var vi på hiking ved Sher Hills. Vi har tidligere været der og har siddet i den flotte natur med vores medbragte ris og har gået lidt rundt i terrænet. Denne gang kom vi der for at bestige et meget stort og højt bjerg. Det er blevet en Reach Out tradition at bevæge sig op på toppen og spraymale Reach Out navnet på en af de store sten, så selvfølgelig skulle vi også af sted. Da vi fra jorden stod og betragtede det enorme bjerg, løb der en svag rislen nedover ryggen af os – vi vidste det var stort, men ikke så stort!
Chris og vores chauffør Monday førte an. Flere gange måtte Chris minde Monday om, at det altså var 14 piger og ikke 14 drenge, de havde med, så han måtte lige sænke farten og være en gentleman i stedet. I begyndelsen var det let nok og vi kom nemt fremad. Men efterhånden blev stenene større og større og vi skulle være meget varsomme over, hvor vi trådte. Som vi kom højere og højere op og vi kiggede ned, blev vi ekstra opmærksomme på, at vi skulle være forsigtige. Ingen havde lyst til at falde ned i de store klipperevner. På et tidspunkt måtte vi ned på maven og møve os opad, så godt vi kunne, ligesom vi tit måtte give hinanden en hånd til hjælp. Chris havde endda medbragt et reb, som vi måtte anvende kort før toppen. Vi tog en masse billeder undervejs og Søren filmede til en dokumenter til ”Chris og Reach Out 7 på afveje”. Det var fedt og nervepirrende på samme tid at nå til tops, og da vi var der, var vi alle meget glade og stolte af os selv. Janni og Agnes fik gang i spraymalingen og efter noget tid, hvor vi havde nydt den fantastiske og vilde afrikanske natur, bevægede vi os nedad igen – hvilket bestemt også var en udfordring! Stoltheden vi følte, da vi stod på toppen, blev nu endnu større, da vi igen stod på jorden og kunne betragte det kæmpe bjerg, som vi både var kommet op på og ned fra igen!

2008-10-14T17:28:00.000+02:00

Vores vaertsmor Eunice og mig til brylluppet

2008-10-14T17:15:00.000+02:00

Alle girafferne til brylluppet :)

At være en giraf eller ikke at være en giraf; dét er spørgsmålet!

2008-10-14T17:07:00.000+02:00

...I hvert fald kunne vi føle os som sådanne, da vi alle i lørdags stod i hver vores afrikanske kjole med girafplettet mønster. Giraffer eller ej, der stod bryllup på programmet denne dag, og det ens stof skulle symbolisere, at vi kom som et hold.

Bruden var Anita og gommen var Gozie (han har været chauffør for Reach Out 6 og så er han derudover en virkelig rar og storsmilende mand!)

Vielsen skulle begynde kl.10.00, men atter vandt den nigerianske tid og vi ankom derfor først til kirken lidt senere. Udover at det var en afrikansk kirke og at den var katolsk, var der endnu en forskel ved selve vielsen: Der var to par som blev gift lige efter hinanden!

Efter kirken marcherede alle girafferne hen til det sted, hvor bryllupsfesten skulle afholdes. Til forskel fra et dansk bryllup, hvor man sidder rundt om et bord, var der her stillet tre lange rækker af stole op. Derudover var der også et højbord for de særlige gæster. Jeg var så heldig at blive placeret i midten på allerforreste række, så man må sige, at jeg havde fuld udsyn! Men før jeg kunne sidde og lære de nigerianske bryllupstraditioner, skulle jeg sammen med resten af girafferne (til information kan jeg lige fortælle, at det var alle fra AYPAD, som udgjorde girafholdet) udenfor – brudeparret var ankommet, og det var vores opgave at følge dem ind. Vi stillede os op to og to på en lang række, og så dansede vi ellers Gozie og hans kone ind i festsalen. Det var simpelthen så sjovt! Så kunne vi sætte os. Jeg har kun været til et enkelt bryllup i Danmark, men jeg ved, at vi der spiser en helt masse og at der ofte bliver holdt et hav af taler og lignende. Dette var ikke helt tilfældet her! Bryllupsmenuen bestod af en lille foliebakke med yellow rice og et lille stykke kød, samt en sodavand. Den længste tale, som blev holdt til dette bryllup var, da bageren skulle fortælle om bryllupskagen. Hver en del af den kunne han symbolisere til noget kristeligt. Vi takkede Gud for kagen og så måtte parret skære den for. Vi var så heldige at få et lillebitte stykke af den, men vi nøjedes nu med at takke bageren for denne kage (som for øvrigt var ret tør, men det er jo ikke det, det kommer an på…).

Nu skulle de nygifte ellers ud på gulvet og danse; først hver for sig, derefter sammen, mens vi kastede pengesedler udover dem. For hver dans blev pengene samlet sammen i en papkasse, hvorefter det startede forfra igen! Det var meget pudsigt at opleve, men det er vist en af deres faste traditioner her. Og så blev det gavetid. Alle som havde en gave med, skulle stille sig op på en række (en lang række må jeg hellere sige, for der var virkelig mange mennesker med til dette bryllup. Det var en oplevelse i sig selv at se så mange store afrikanske kvinder danse med deres store numser J ). For hver gave der blev givet, fik ”afsenderne” en plastiktallerken, hvor der på bagsiden var sat et klistermærke fast, som et ”tak for opmærksomheden ved vores bryllup”. Et minde, som jeg faktisk er rigtig glad at have J Gavebordet adskilte sig også meget fra et dansk gavebord ; der var madvarmere og plastikspande i lange baner. Alt hvad en nigeriansk familie har brug for i sit hjem!

Egentlig er der rigtig meget at fortælle om denne bryllupsfest, men I må nøjes med dette for denne omgang. Ellers kan jeg blive ved virkelig længe – fx hvis jeg skulle fortælle om, hvordan nogle gadebørn listede sig ind og spiste de rester, der var tilbage af risene, om hvordan der var gang i den helt store fotosession udenfor kirken efter vielsen og om hvordan Gozies ”ja” i kirken ikke syntes at være højt nok for præsten, så han måtte gentage et par gange og om hvordan vores værtspar ikke havde regnet med, at der overhovedet ville være noget mad til festen, og at vi af denne grund havde kokkereret lidt let tidligt om morgenen, som vi indtog efter kirken.

I hvert fald var det en rigtig sjov oplevelse at opleve et afrikansk bryllup! Bryllupsfesten sluttede omkring kl.17, og vi kunne tage tilbage til villaen igen, atter fulde af nye indtryk.

Her nogle billeder fra Nigeria

2008-10-07T20:58:00.007+02:00

Fra et landsbymarked:

Fra Boernehjemmet:

Fra Wildlife, Jos, Nigeria:

"Null":

Lidt Danmark i Afrika

2008-10-07T17:41:00.000+02:00

Søndag eftermiddag. Kaffe, to forskellige slags småkager og boller med smør. En bogreol med bogtitler som ”Hjertets mure”, en hvid og blåstribet dug, et dansk flag, billedrammer af små hvide børn, børnetegninger på en opslagstavle, en have med en græsplæne og et legehus. Drømmer jeg, eller er jeg vågen? Er jeg i Danmark? Svaret må blive: Næsten! I hvert fald lige for et par timer. Vi er på ”Blue Compound”. Hér bor der to danske missionærpar. De har inviteret den danske del af Reach Out til kaffe. På dansk snakker vi om Nigeria og Danmark. Om mus, som finder Lenas seng et glimrende sted at sove under og om vilkårene på børnehjemmene. Om hvad der er sært ved Nigeria og hvad der er fantastisk. Solen skinner og det er varmt. Der er for alvor dømt dansk hygge! Udover os, er endnu én på besøg. Kåre fra Danmark, som har været og stadig er meget aktiv i DKG, ligesom mig. Sjovt, at skulle møde ham i Afrika!

Vi er nu startet på vores 8. uge i Nigeria. Som tiden går! Uden man tænker over det, bliver man lige så stille en del af den nigerianske kultur. At hente vand fra brønden og at hælde en halv spand vand i toilettet for at skylde ud, bliver noget, man bare gør, uden at tænke nærmere over det. Sådan er det med så meget her. Man vænner sig hurtigt til, at intet er som det plejer og at der nu er nye måder, tingene skal gøres på.

Jeg er stadig rigtig glad for at være her. Det er fedt at få lov at opleve og være en del af denne del af verden. At gå på arbejde og vide, at der er nogen som regner med én. At sidde i villaen en onsdag aften og spille ”Partners” eller danse en enkelt dans eller to, hvor man med stor misundelse kan betragte vores nigerianske venner, som virkelig forstår at bruge deres kroppe ( de er vel afrikanere!). Det er blevet hverdag her, men vi keder os ikke. Der sker hele tiden noget. Har vi en eftermiddag, hvor der ikke er program på, ligger vi og nyder solen, læser, skriver dagbog eller tager på markedet og prutter om prisen på wraper (det stof, som de syer deres tøj af) og andet godt. Altid er der noget at tage sig til og der er stadig så meget at lære og forstå.

Men selv om vi nyder Nigeria, så kan man godt ind i mellem savne lidt danskhed. Derfor var det virkelig fedt med en eftermiddag i et dansk hus i Nigeria. Så får man pludselig en masse nye kræfter til resten af volontøropholdet, hvor der stadig venter os så mange spændende oplevelser. I morgen starter jeg som lærer på en skole. Så jeg er spændt og ser frem til at opleve, hvordan en afrikansk skole fungerer i praksis 

De danske piger i afrikanske kjoler :)

2008-10-01T17:13:00.002+02:00

Fra venstre: Maja J, Kathrine S, Lena, Katrine B, Janni, mig, Pernille

Fra den forste weekend i landsbyen Shoo

2008-10-01T16:26:00.000+02:00

At gore renere...

2008-10-01T16:18:00.000+02:00

Det er torsdag og der står rengøring på programmet. Vi sover lidt længere end normalt og står op og spiser morgenmad. Herefter fordeler vi de forskellige rengøringsområder og går i gang:

Du tager et bundt tynde pinde lavet af palmetræ og begynder at feje gulvet.
Tag nu det medbragte fejeblad fra Danmark og fej skidtet op. Smid det derefter i skraldespanden.
Gå en tur til brønden og fyld en spand med vand. Er der strøm, kan du varme det med en heater. Hvis ikke, er det bare ærgerligt.
Nu kan jagten på sæben begynde. Når du har fundet den, hælder du en skvis af det i spanden med vand.
Med en farverig klud af net kan du så begynde at skure og skrubbe til det bliver renere.
Nu er det gulvets tur: Brug den reneste gulvmobbe du kan finde og gå i gang. Er skaftet gået i stykker, så kan en snobrødspind snildt anvendes som en glimrende erstatning…

Med en fornemmelse af, at Villa Papito stadig ikke er skinnede ren, vil du alligevel nu have en vis tilfredsstillelse af, at her dog er blevet renere end før… Helt rent kan det nok aldrig blive under de afrikanske forhold.

Efter rengøringen står den på tøjvask udenfor og så kan man klare sig en uge mere. Hver anden torsdag laver vi snobrød til middag, og på de dage plejer der også at falde en enkelt sodavand af, som vi nyder i solen. Så har vi lige en enkelt dag tilbage på arbejdet, før vi kan holde weekend, hvor der venter os nye oplevelser.

Lørdag, løver og luksus

2008-09-23T16:19:00.000+02:00

Sidder nu i stearinlysets skær i Villa Papito og flader ud på sofaen. Det er lige blevet mørkt og fra køkkenet kan jeg fornemme duften af tuo, som aftensmaden skal bestå af i aften.
Jeg er træt og veltilpas efter en dejlig dag. Jeg har set dyr! Rigtige afrikanske dyr i Afrika! Aber, bavianer, hyæner, løver, krokodiller, skildpadder, ørne, strudse, en flodhest, elefant og en enkelt, men dog enorm; pytonslange! Vi har været i dyreparken, Wild Life Park, og hvilken oplevelse! Måske vil man ikke tro, at det at se en løve kan være noget særligt efter et par besøg i zoo derhjemme, men så er det altså lige, man skal overveje, at det her er landet, hvor de kommer fra! Dét at bevæge sig rundt i parken blandt alle dyrene i en natur, som er så smuk, stor og frodig, og hvor jorden er rød - det skal man altså lede længe efter! Temperaturen stiger hver dag til yderst hot, hot, hot, og Afrika viser sig hele tiden at udvide sig til det større og mere fantastiske.
Svedige og forventningsfulde satte vi os alle ind i bussen, for nu skulle vi afkøles - for 200 naiar (10 kr), kunne vi springe i en swimming pool og plaske rundt i vandet, alt hvad vi overhovedet havde lyst til! Sjældent har jeg nydt en svømmetur så meget, hvilket altså ikke siger så lidt, hvis man kender Maja Feilan, bare en lille smule. Rundt om os svømmede sorte mennesker og atter engang slår det os, hvor langt væk hjemmefra vi i grunden er. Ud af vores 7 nigerianer-venner, ved kun én af dem, hvordan man svømmer, så vi måtte i gang med en lille lektion, til de to som havde mod på at lære, hvordan man gør. Nøj, hvor var det bare sjovt! Smiler, når jeg tænker på, hvor mange gange Agnes har pralet af, at hun nu har overvundet sin vandskræk og rent faktisk har prøvet at svømme!
En solbadning og et regnskyl senere tog vi til vores sidste stop, før vi skulle hjem til Villaen; nemlig til Oasis Bakery, hvor vi købte is og nigerianske kager! Kan det blive bedre!? Jeg spiste i hvert fald min is med fryd. Totalt luksus-lørdag i Nigeria - mere har jeg vist ikke at sige til det J

Fra gadens slum til et trygt liv paa Gidan Bege

2008-09-11T17:42:00.000+02:00

I løbet af de uger, jeg har arbejdet på Gidan Bege, er jeg blevet gode venner med flere af drengene. Især kommer jeg rigtig godt ud af det med Andrew. Han er 17 år og har boet på Gidan Bege i omkring fire. Før han kom dertil, levede han på gaden. Han var muslim og forældreløs. For at kunne overleve, blev han nødt til at stjæle mad fra markedet og han har levende beskrevet for mig, hvordan han så let som ingenting kunne få fat i de penge, som måtte være i lommen på en tilfældig forbipasserende. Når det blev mørkt og han måtte finde ly for natten, sneg han sig ind i en biograf, hvor han sov til næste morgen. Pludselig en dag mødte han Uncle Dan fra Gidan Bege. Han fortalte ham om kristendommen og om hjemmet for gadedrengene. Efter nogle uger, tilbød han ham en plads dér. Efter lang tids tøven accepterede han tilbuddet, men fortrød dog og vendte tilbage til livet på gaden. Atter engang fik han tilbuddet om en plads på Gidan Bege og Andrew besluttede sig for at give det endnu en chance. Siden da har han boet sammen med de andre drenge og har levet et liv, som han sætter stor pris på. Han fortryder meget af sin fortid, men eftersom han er blevet bekendt med kristendommen, har han en tro og en tillid til, at han kan lægge, hvad han tidligere har gjort bag sig. Hver gang Maja J og jeg kommer til Gidan Bege, skynder han sig hen til mig og siger storsmilende: ”Hej, Maja! Hvordaaan haar tu dæ? Har du sovet gåt?”. Efter undervisningen vil han altid snakke om forskellene mellem Nigeria og Danmark, om hvor glad han er for, at vi kommer og bruger noget af vores tid på dem og om, hvor glad han er for at være på Gidan Bege. Hans største ønske er en dag at få penge nok til at rejse til Danmark og besøge alle, som har været Reach Out’ere - måske om 10 år, men han ved, at chancen er meget lille.

Hver onsdag eftermiddag er vi ude på Medical Out Reach. De sidste par uger har vi været ude i et muslimsk slumkvarter, hvor vi har leget med børnene, mens en sygeplejerske delte medicin ud. I går var vi på et nyt projekt - sammen med nogle nigerianere kørte vi ud til det sted, hvor Andrew holdt til, før han kom på Gidan Bege. Atter en gang måtte jeg tage mig selv i at tænke, at det her liv ikke kunne være virkeligt. Skrald over det hele, fluer sværmende omkring de skåle af ris, som stod hist og her, flade batterier, børn med bare numser og fødder, spedalske, småbørn som fik tæsk og der var massevis af både unge som ældre, som var totalt skæve og berusede i et eller andet mystisk, som de har brygget på majs. Vi fik udleveret nogle flyers om AA og kirkerne i Jos, som vi skulle udlevere til de mange mennesker, som vi kom forbi. På et tidspunkt trådte jeg ind i et lille skur sammen med en af de nigerianere, vi fulgtes med. Der sad omkring 4-5 unge mænd, som stank langt væk af sprut og som blev noget så ivrige, da de så mig: ”I love you!”, råbte den ene, mens den anden tog min hånd og lavede trutmund og sagde: ”Please! I want to marry you!” - Jeg kunne først komme derfra, da jeg stak dem en løgn om, at jeg allerede var gift og desværre blev nødt til at gå!
To steder blev vi bedt om at bede for de hjemløse. Begge steder anede vi dårligt nok, hvad vi skulle stille op, men det endte altså med en kort bøn på dansk, hvorefter vi fik det ene ”Mun Gode” (tak) efter det andet, og vi så kunne gå videre med en følelse af, i det mindste at have givet dem et eller andet med på vejen.

Da vi igen sad i bussen midt i trafikkens kaos med larmende og osende biler, knallerttaxier, busser og høns, sad jeg og tænkte på, hvor heldig jeg er at bo i Danmark. Jeg nyder mit ophold her, men er glad for at tænke på, at jeg om godt 2 måneder igen kan sidde i Danmark, hvor der er trygt og godt, og hvor vi har et velfærdssystem. Tingene bliver for alvor sat i perspektiv her og jeg sætter stor pris på, at jeg kan få lov at opleve alt det, som jeg gør lige nu.
Jeg kunnen heller ikke lade være med at tænke på Andrew, som har fået nogle gode og trofaste venner og en seng at sove i hver nat. Som nævnt underviser jeg på Gidan Bege, men har vist ikke fået nævnt, at det er en form for førskole, da drengene endnu ikke er parate til at gå i en rigtig skole. Andrew er én af mine elever. Han og Christopher er nu store og dygtige nok til at begynde i den almindelige skole, så på fredag flytter de derfor til Transition House, som er en overbygning til Gidan Bege, hvor Reach Out kommer hver mandag eftermiddag. Måske det en dag kan ende med, at Andrew kan få en kone og en karriere? Jeg håber det sådan for ham!

2008-09-06T17:18:00.000+02:00

Hermed mit første indlæg på bloggen fra Nigeria, hvor tiden ikke spiller nogen vigtig rolle – blandt andet derfor, at jeg først skriver nu, og så endda på en internetcafé og ikke i huset, hvor vi bor (hvor nettet endnu ikke er sat til)!
Jeg har det godt her. Oplever en helt masse, hver eneste dag og er derfor pænt træt, når jeg om aftenen ligger mig til at sove under myggenettet med Ruthy, som er min nigerianske partner.

Vi ankom til Jos den 19. august efter at have kørt turen tæt pakket sammen i en mindre bus fra Abuja, hvor vi havde overnattet. Køreturen var dybt fascinerende og jeg mærkede dårligt nok, at tiden gik, for der var simpelthen så meget at se på, uanset hvor man rettede sit ansigt: Flotte landskaber afløst af det værste slum, hvor der midt i det hele hænger en plakat fra Vesten. Et andet sted sidder der små børn på vejen med snotnæser. Ved siden af tigger med ét ben, og over det hele vrimler det med kvinder og børn, som forsøger at sælge de majs, æg eller bananer, som de bærer på deres hoveder. Dette landskab er jeg så småt ved at vænne mig til at se nu, for det er ikke bare en køretur fra Abuja til Jos, men det er det meste af Nigeria, som er sådan!

Det er så spændende at være her! Noget anderledes end at sidde til time på Thisted Gymnasium, hvor jeg som tiden gik, bare talte dage ned, til jeg blev student og kunne få lov at rejse ud i verden - og nu er jeg her! Det er så stort!

I vores første weekend her kørte vi ud til en lille landsby, som hedder Shoo. Vi blev modtaget af et stammefolk, som kom dansende imod os med trommer og fløjter. Det var så smukt, at det var rørende! Det var næsten ”Løvernes Konge” – bare uden dyr. Vi kom op på toppen af et bjerg, hvor der var stillet en scene op, fordi bandet Safran (et dansk band som nu er taget tilbage til DK) og nogle nigerianske bands skulle spille. Det var noget af en kontrast i forhold til, hvor øde det hele var!
På toppen var hele landsbyen samlet. Det er noget af det vildeste, jeg kan huske at have oplevet! Massevis af børn, mange i laset tøj, snotnæser, ældre koner, mænd og en høvding, som alle var meget åbne og modtog os med glæde. Vi viste dem de billeder, som vi tog af dem, og de grinte og grinte, fordi de havde aldrig set et kamera før.
Til koncerterne om aftenen dansede jeg med en gammel kone, som bar et barn på ryggen og med en dreng, som da han tøede op, viste sig at have pænt meget rytme i kroppen!
Fordi vi skulle komme havde de bygget et ”hus” til os, da vi jo var hvide gæster – så der var muret en mur og over var der et bliktag. Det var meget primitivt, men en fed oplevelse, som jeg aldrig vil glemme!

I de første uger har vi to midlertidige jobs, før vi senere skal træffe en endelig beslutning om, hvor vi ønsker at være.
Jeg arbejder på Gidan Bege, som er et sted, hvor nogle gadedrenge fra alderen 6 til ca. 17 år har været så heldige at få lov at bo. Jeg er der sammen med Maja J og sammen er vi Aunti Maja One og Aunti Maja Two (fordi vi er ældre end dem. Mændene omtales ”Uncle”). Vi underviser dem, snakker og leger med dem. Jeg er helt vildt med at være der! Hver gang vi kommer hjem til Villa Papito, har jeg noget nyt at skrive i min dagbog derfra. Selv om man sagtens kan mærke, at drengene har oplevet det hårde gademiljø, så er de alligevel rigtig søde og kærlige og sætter pris på, at vi vil bruge noget af vores tid på dem.
Derudover er jeg på et børnehjem, hvor de virkelig også bare har brug for vores hjælp! De er temmelig vilde og opmærksomhedskrævende, men er alligevel med på en sang eller to. Især kan falde til ro, hvis vi tager nogle tuscher og papir med, så de kan farvelægge.

Mens Danmark er et land, hvor religion er et mere personligt anliggende, gør man i Nigeria meget ud af at udtrykke den offentligt: ”Lord Lord, Amen!”, ”I believe”, lyder det igennem bussens højtalere, og på flere af køretøjerne vi ser blandt mylderet på vejene, står der ofte fx: ”God bless you”, eller ”Power of God”. Derfor kan man måske også nemt regne ud, at gudstjenesterne hér også forløber noget anderledes end i Danmark. Den første vi var til tog 4-5 timer, hvor halvdelen var gospel, lovsang og drama. Nigeria er et på mange områder et fattigt land, men de har en enormt religiøs rigdom, som fylder dem med gejst.

Sidste søndag var jeg alene med min partner i hendes kirke, fordi det var en dag, hvor vi skulle være sammen med vores partnere og lære dem lidt bedre at kende. Efter gudstjenesten var jeg på besøg hos hendes familie, hvor vi var resten af dagen. Det var en stor oplevelse at besøge et nigeriansk hjem, som også i forhold til mit eget hjem i Danmark, er en stor kontrast! På vejen dertil blev jeg advaret om, at der ofte er rotter i hendes hus, men jeg slap dog med skrækken – det var en heldig dag, sagde hun! Hendes familie er rigtig søde og jeg måtte låne dem mit kamera, da de så gerne ville, at jeg kunne komme på et billede med de fleste af dem.

Det blev et længere indlæg, men der er jo også gået næsten tre uger siden, at jeg vinkede farvel til min familie i lufthavnen i Billund. Der er så meget, som jeg endnu ikke har fortalt om, men hvis I kigger på nogle af de andres blogge, så vil I sikkert kunne læse noget nyt der også – fx om den vandretur vi var på i dag ved Bezer Home, hvor der bare var så flot!
Jeg håber på, at jeg i fremtiden kan opdatere siden regelmæssigt, så I derhjemme kan høre videre om den eventyrrejse, som jeg er på. Ha’ det godt så længe J

Next stop: Nigeria

2008-08-17T14:16:00.003+02:00

Sørme så, om man ikke hurtigt lige kan få to kufferter fyldt op!
Jeg mangler nu kun at få styr på min håndbagage, før jeg sådan set kan erklære mig rejseklar.
I løbet af den sidste uge har jeg pakket, spist lækert mad, købt "det sidste" ind 3 gange og været sammen med venner og familie for lige at få sagt farvel inden jeg rejser.
Det går løs i morgen kl.10.40, hvor jeg og mine 6 medvolontørere flyver fra lufthavnen i Billund til Amsterdam, for så at flyve videre til Abuja i Nigeria, hvor vi skal overnatte til tirsdag, hvor vi kan fortsætte til vores endelige destination i Jos.
Jeg er spændt og forventningsfuld og ser meget frem til 12 uger i en ny og anderledes kultur :-)

Forberedelseskursus i Århus

2008-08-01T11:12:00.002+02:00

Velkommen til min blog. Her vil I i løbet mit 3 måneders volontørophold i storbyen Jos i Nigeria, kunne følge med i, hvad jeg oplever. Hvor tit jeg får mulighed for at skrive, afhænger selvfølgelig af, hvorvidt der er strøm eller ej ;-)
Lige nu befinder jeg mig på Diakon Højskolen i Århus, hvor vi er tre volontørhold, som følger et intenst program i håb om at blive veludrustede til vores rejse, som efterhånden nærmer sig med hastige skridt.

På billedet ses mit volontørhold: Maja R, Katrine B, Kathrine S, Lena, mig, Janni og Pernille