Søndag eftermiddag. Kaffe, to forskellige slags småkager og boller med smør. En bogreol med bogtitler som ”Hjertets mure”, en hvid og blåstribet dug, et dansk flag, billedrammer af små hvide børn, børnetegninger på en opslagstavle, en have med en græsplæne og et legehus. Drømmer jeg, eller er jeg vågen? Er jeg i Danmark? Svaret må blive: Næsten! I hvert fald lige for et par timer. Vi er på ”Blue Compound”. Hér bor der to danske missionærpar. De har inviteret den danske del af Reach Out til kaffe. På dansk snakker vi om Nigeria og Danmark. Om mus, som finder Lenas seng et glimrende sted at sove under og om vilkårene på børnehjemmene. Om hvad der er sært ved Nigeria og hvad der er fantastisk. Solen skinner og det er varmt. Der er for alvor dømt dansk hygge! Udover os, er endnu én på besøg. Kåre fra Danmark, som har været og stadig er meget aktiv i DKG, ligesom mig. Sjovt, at skulle møde ham i Afrika!
Vi er nu startet på vores 8. uge i Nigeria. Som tiden går! Uden man tænker over det, bliver man lige så stille en del af den nigerianske kultur. At hente vand fra brønden og at hælde en halv spand vand i toilettet for at skylde ud, bliver noget, man bare gør, uden at tænke nærmere over det. Sådan er det med så meget her. Man vænner sig hurtigt til, at intet er som det plejer og at der nu er nye måder, tingene skal gøres på.
Jeg er stadig rigtig glad for at være her. Det er fedt at få lov at opleve og være en del af denne del af verden. At gå på arbejde og vide, at der er nogen som regner med én. At sidde i villaen en onsdag aften og spille ”Partners” eller danse en enkelt dans eller to, hvor man med stor misundelse kan betragte vores nigerianske venner, som virkelig forstår at bruge deres kroppe ( de er vel afrikanere!). Det er blevet hverdag her, men vi keder os ikke. Der sker hele tiden noget. Har vi en eftermiddag, hvor der ikke er program på, ligger vi og nyder solen, læser, skriver dagbog eller tager på markedet og prutter om prisen på wraper (det stof, som de syer deres tøj af) og andet godt. Altid er der noget at tage sig til og der er stadig så meget at lære og forstå.
Men selv om vi nyder Nigeria, så kan man godt ind i mellem savne lidt danskhed. Derfor var det virkelig fedt med en eftermiddag i et dansk hus i Nigeria. Så får man pludselig en masse nye kræfter til resten af volontøropholdet, hvor der stadig venter os så mange spændende oplevelser. I morgen starter jeg som lærer på en skole. Så jeg er spændt og ser frem til at opleve, hvordan en afrikansk skole fungerer i praksis
tirsdag den 7. oktober 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)

Ingen kommentarer:
Send en kommentar