...I hvert fald kunne vi føle os som sådanne, da vi alle i lørdags stod i hver vores afrikanske kjole med girafplettet mønster. Giraffer eller ej, der stod bryllup på programmet denne dag, og det ens stof skulle symbolisere, at vi kom som et hold.
Bruden var Anita og gommen var Gozie (han har været chauffør for Reach Out 6 og så er han derudover en virkelig rar og storsmilende mand!)
Vielsen skulle begynde kl.10.00, men atter vandt den nigerianske tid og vi ankom derfor først til kirken lidt senere. Udover at det var en afrikansk kirke og at den var katolsk, var der endnu en forskel ved selve vielsen: Der var to par som blev gift lige efter hinanden!
Efter kirken marcherede alle girafferne hen til det sted, hvor bryllupsfesten skulle afholdes. Til forskel fra et dansk bryllup, hvor man sidder rundt om et bord, var der her stillet tre lange rækker af stole op. Derudover var der også et højbord for de særlige gæster. Jeg var så heldig at blive placeret i midten på allerforreste række, så man må sige, at jeg havde fuld udsyn! Men før jeg kunne sidde og lære de nigerianske bryllupstraditioner, skulle jeg sammen med resten af girafferne (til information kan jeg lige fortælle, at det var alle fra AYPAD, som udgjorde girafholdet) udenfor – brudeparret var ankommet, og det var vores opgave at følge dem ind. Vi stillede os op to og to på en lang række, og så dansede vi ellers Gozie og hans kone ind i festsalen. Det var simpelthen så sjovt! Så kunne vi sætte os. Jeg har kun været til et enkelt bryllup i Danmark, men jeg ved, at vi der spiser en helt masse og at der ofte bliver holdt et hav af taler og lignende. Dette var ikke helt tilfældet her! Bryllupsmenuen bestod af en lille foliebakke med yellow rice og et lille stykke kød, samt en sodavand. Den længste tale, som blev holdt til dette bryllup var, da bageren skulle fortælle om bryllupskagen. Hver en del af den kunne han symbolisere til noget kristeligt. Vi takkede Gud for kagen og så måtte parret skære den for. Vi var så heldige at få et lillebitte stykke af den, men vi nøjedes nu med at takke bageren for denne kage (som for øvrigt var ret tør, men det er jo ikke det, det kommer an på…).
Nu skulle de nygifte ellers ud på gulvet og danse; først hver for sig, derefter sammen, mens vi kastede pengesedler udover dem. For hver dans blev pengene samlet sammen i en papkasse, hvorefter det startede forfra igen! Det var meget pudsigt at opleve, men det er vist en af deres faste traditioner her. Og så blev det gavetid. Alle som havde en gave med, skulle stille sig op på en række (en lang række må jeg hellere sige, for der var virkelig mange mennesker med til dette bryllup. Det var en oplevelse i sig selv at se så mange store afrikanske kvinder danse med deres store numser J ). For hver gave der blev givet, fik ”afsenderne” en plastiktallerken, hvor der på bagsiden var sat et klistermærke fast, som et ”tak for opmærksomheden ved vores bryllup”. Et minde, som jeg faktisk er rigtig glad at have J Gavebordet adskilte sig også meget fra et dansk gavebord ; der var madvarmere og plastikspande i lange baner. Alt hvad en nigeriansk familie har brug for i sit hjem!
Egentlig er der rigtig meget at fortælle om denne bryllupsfest, men I må nøjes med dette for denne omgang. Ellers kan jeg blive ved virkelig længe – fx hvis jeg skulle fortælle om, hvordan nogle gadebørn listede sig ind og spiste de rester, der var tilbage af risene, om hvordan der var gang i den helt store fotosession udenfor kirken efter vielsen og om hvordan Gozies ”ja” i kirken ikke syntes at være højt nok for præsten, så han måtte gentage et par gange og om hvordan vores værtspar ikke havde regnet med, at der overhovedet ville være noget mad til festen, og at vi af denne grund havde kokkereret lidt let tidligt om morgenen, som vi indtog efter kirken.
I hvert fald var det en rigtig sjov oplevelse at opleve et afrikansk bryllup! Bryllupsfesten sluttede omkring kl.17, og vi kunne tage tilbage til villaen igen, atter fulde af nye indtryk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar