Det er torsdag og der står rengøring på programmet. Vi sover lidt længere end normalt og står op og spiser morgenmad. Herefter fordeler vi de forskellige rengøringsområder og går i gang:
- Du tager et bundt tynde pinde lavet af palmetræ og begynder at feje gulvet.
- Tag nu det medbragte fejeblad fra Danmark og fej skidtet op. Smid det derefter i skraldespanden.
- Gå en tur til brønden og fyld en spand med vand. Er der strøm, kan du varme det med en heater. Hvis ikke, er det bare ærgerligt.
- Nu kan jagten på sæben begynde. Når du har fundet den, hælder du en skvis af det i spanden med vand.
- Med en farverig klud af net kan du så begynde at skure og skrubbe til det bliver renere.
- Nu er det gulvets tur: Brug den reneste gulvmobbe du kan finde og gå i gang. Er skaftet gået i stykker, så kan en snobrødspind snildt anvendes som en glimrende erstatning…
Med en fornemmelse af, at Villa Papito stadig ikke er skinnede ren, vil du alligevel nu have en vis tilfredsstillelse af, at her dog er blevet renere end før… Helt rent kan det nok aldrig blive under de afrikanske forhold.
Efter rengøringen står den på tøjvask udenfor og så kan man klare sig en uge mere. Hver anden torsdag laver vi snobrød til middag, og på de dage plejer der også at falde en enkelt sodavand af, som vi nyder i solen. Så har vi lige en enkelt dag tilbage på arbejdet, før vi kan holde weekend, hvor der venter os nye oplevelser.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar